Lilletikke loufe mit der staupostau - Kresten Osgood

Af Jens Bruno Hansen

Da Kresten Osgood var lille nægtede han at lære at cykle. "Jeg kunne simpelthen

ikke kapere farten. Det gik alt for hurtigt, og detaljerne forsvandt eller blev tågede for øjnene af mig", fortæller den unge jazzløve, lige inden jeg siger farvel og tak efter en god times intens interviewsamtale i den lille enkelt indrettede og meget ordentlige lejlighed på Islands Brygge. Siden er der ellers kommet god fart på for den ukonventionelle trommeslager og komponist med rødder i Vestjylland. Selv driver han tre orkestre, Hvad er klokken, Criss Cross og Ikscheltaschel (sammen med Søren Kjærgaard) og er desuden engageret fast i et hav af konstellationer fra den ene yderlighed til den anden. Med lige stort engagement svinger Kresten således stikkerne hos såvel erfarne, men evigt grønne kapelmestre som Hugo Rasmussen, bl.a. i dennes -Trio og -All Stars, som hos de helt unge originale bud, hvortil hører den

sensuelle sangskriver og sangerinde Maria Friis' gruppe Tys Tys. Med en mor, der har virket som koncertpianist og en amerikansk psykologfar, der er stor musikentusiast med kæmpe pladesamling, var vejen ind i musikkens verden nærliggende og tillokkende ryddet fra starten. Kresten startede meget tidligt på Ringkøbing Musikskole og brugte næsten al sin tid gennem folkeskoleårene på enten at øve på percussion eller med de mange forskellige sammenspilshold, han var en del af. Samtidig var han utrolig aktiv i den for Vestjylland så karakteristiske kultur af marimbaorkestre. Men da musikskolens leder, efter en kontrovers, så at sige begyndte at sætte ham ud af spillet, søgte han videre til MGK (red. Musikalsk Grundkursus) i Holstebro. "Efter et vanvittig hårdt år, hvor jeg boede hos min mor, der var flyttet til Hvide Sande, gik på gymnasiet i Ringkøbing og på MGK i Holstebro, besluttede jeg efter studentereksamen at satse fuldt ud på et musikerliv. Jeg flyttede til Holstebro og kunne nu både koncentrere mig om mit sidste år på MGK og om at komme i gang med at få en masse praktisk banderfaring. Sammen med min fætter, pianisten Søren Kjærgaard og bassisten Jeppe Skovbakke lavede jeg i 1996 en kvintet, der hed There is nothing quite like Sahara, der egentlig havde et Wynton Marsalis-inspireret udgangspunkt med den der enormt gennemtjekkede type arrangementer, der totalt ta'r røven på folk. Men allerede her begyndte Søren og jeg at blande koncerterne med den form for sære vokale udbrud og abstrakt performance, som senere munder ud i Ikscheltaschel. Efterhånden tog det så meget overhånd, at hverken publikum, der troede de var kommet til jazzkoncert, eller de andre i bandet fattede noget som helst. Numrene gik fuldstændig ned, og det hele ændrede sig til en slags absurd revy. Til sidst fik Søren og jeg også nok for en tid".Ikscheltaschel er altså ikke bare et band. Det er en slags udtryksform, et nonsenssprog kombineret med en slags nonsensperformance, der kunne minde om stand-up renset for konkret betydning. Sammenligninger med Dirch Passers ekvilibristiske sprogabstraktioner er nærliggende, og slægtskabet med hiphop og rap er åbenlyst på orkestrets første cd, der musikmæssigt i øvrigt frit tager for sig af forefaldende genrer og stilarter. Her slår Osgoods næsten ærbødige fascination af den stilpluralisme, som folkene omkring Muppet Show lancerede op gennem 1970-erne, igennem. "Når jeg er så glad for Ikscheltaschel, er det fordi, Søren og jeg her har fundet noget, som virkelig er vores personlige udtryksmåde. Jeg synes ikke, det er dækkende at kalde det for hiphop, selv om vi selvfølgelig er enormt glade for, at hiphop'erne faktisk kan li' det. Man kan ikke rigtig kalde dette forsøg på at opløse sproget andet end "vores musik"; vores abstrakte side, som vi forsøger at krystallisere til et eller andet, som kan være, hvad som helst. I øvrigt vidste vi ikke specielt meget om hiphop, da vi lavede den første cd. På den næste Ikcheltaschel-cd vil vi arbejde videre på hiphopsporet og på et mere bevidst og

rendyrket plan end første gang. Herefter regner jeg med, at projektet vil gå i helt

andre retninger. Det er i øvrigt slet ikke givet, at Ikscheltaschel bliver ved med

at være musik. Jeg kan sagtens forestille mig både film og lyrik som medier for det

her fænomen". KøbenhavnI 1997 bliver Kresten Osgood optaget på Det Rytmisk

Musikkonservatorium i København og får med lærerne Ed Thigpen og Aage Tanggaard superkompetent vejledning under studierne af "the tradition" og en systematisk fordybelse i udviklingen af sin spilleteknik. Og efter et års tid, mest som voyeur, i det københavnske jazznatteliv, bliver han hyret som hustrommeslager ved La

Fontaines søndags-jamsessions. "Jeg tror ikke, at jeg missede én søndag på

Fontainen i et helt år. Samtidig med at jeg selv fik afreageret, lærte jeg at tackle de situationer, der kan opstå på jamsessions med fulderikker og store egoer. Jeg fandt ud af, at det ikke nytter at blande sure følelser ind i det, når man sidder og skal spille; og de virkelig gode kunstnere, der dukkede op, lærte mig at slappe af i situationen. Måske var det her, jeg for alvor fik banet vejen for de øjeblikke af ultimativ fokus, som jeg er begyndt at opleve nu. I nogen situationer er jeg begyndt helt at stå ud af den sociale sammenhængs begrænsninger, når jeg spiller. Jeg sanser ikke, at der er andre til stede, og det hele kommer til at handle om detaljer - helt tæt på - i mit eget spil. Den musikalske kommunikation foregår på et sanseløst, intuitivt plan. Hvor jeg tidligere har haft en tendens mod den meget underholdende og dramatiske spillestil, tror jeg nu, min udvikling går i retning af denne mere indadvendte sanselighed. Jeg har dog ikke nogen ambition om at slippe det underholdende. Alting behøver ikke at være "from the bottom of my heart", jeg befinder mig fint i spillesituationer, hvor det handler lige så meget om at gøre folk glade som at krænge sjælen ud".New YorkSit femte og sidste studieår har Kresten, med støtte fra konservatoriet, et par privatfonde og en fremsynet banks kreditpolitik, valgt at henlægge til New York. En af ambitionerne med rejsen har været at møde idolet, orgellegenden Lonnie Smith. Faktisk var forventningerne til dette møde så store, at vestjyden allerede inden afrejsen og uden nogensinde at have spillet med forbilledet skrev kontrakt på koncerter med Smith og sig selv med en række danske jazzklubber. Vovet, kunne man sige. Men det tager Kresten ikke så tungt. Det lykkedes ikke alene at få turnéen i stand, men tillige at organisere udsendelsen af en dobbelt-cd med live-optagelser fra koncerterne, hvor man blandt andet vil kunne høre Lonnie Smith spille originale Osgood-værker. Pladen vil være klar en gang i juli.Et andet projekt, som blev gennemført i New York, var en række seancer med nogle af musikkens største improvisationskunstnere. "Indtil jeg kom til New York har min måde at komponere på nærmest været spredt fægtning. Jeg sidder ved klaveret og spiller løs, indtil jeg hører noget, der lyder godt, og så har jeg et

nummer. En meget "pedestrian" arbejdsmåde, du ved! Men i New York brugte jeg næsten alle mine penge på at invitere forskellige "master improvisers", blandt andre John Tchicai og Derek Bailey, i studiet, hvor vi improviserede sammen. Optagelserne af disse sessions har jeg med så stort perspektiv som muligt lyttet til efterfølgende

og i dem fundet frem til nogle logiske, formmæssige strukturer i musikken, som jeg

ikke har været bevidst om tidligere. Det er som om, jeg har fået mulighed for at aflure musikken nogle basale naturlove. Og det har gjort kompositionsprocessen radikalt anderledes og enklere for mig. Nu er det nærmest sådan, at de numre, jeg har skrevet før New York-opholdet, kan jeg slet ikke bruge til noget. De er helt barnlige i forhold til nu, hvor jeg i ordets egentligste forstand har fået form på det".Der vil i den nærmeste fremtid være rig lejlighed til at opleve Kresten Osgood på Copenhagen Jazzfestival. Såmænd en to-tre gange daglig, med blandt andre Tim Berne, Ikcheltaschel, Tys Tys og Criss Cross. Desuden kan det anbefales at tjekke Osgoods cd'er på www.newnetmusic.com. Osgood og cyklenOg så skylder jeg lige den formbevidste Osgood at runde af med slutningen på historien om det med cyklen: Da Kresten og vennerne i Ringkøbing nærmede sig konfirmationsalderen, og det var på nippet til at blive for pinligt for Kresten, at han ikke kunne cykle, inviterede en kærlig og handlekraftig lærerinde ham ud på sin bondegård noget uden for byen og trænede i løbet af en weekend med blidhed og ro knægten i cykelkunstens praktiske udøvelse. Man ser det for sig; Kresten Osgood rundt og rundt og rundt på lærerindens gårdsplads, alt imens fornemmelsen af fart og detalje langsomt smelter sammen til logisk konsekvens i hovedet på den unge sanselige kunstner, måske endog i form af et senere så markant Ikscheltaschel-statement: "Likketi auw, likketi mauw, likketikke loufe mit der staupostau. Likketi uuh, likketi fluuh, likketikke loufe mit der stuhpotuh! Likketi poi, likketi moi, likketikke loufe mit der stoipostoi. Likketi tjauw, likketi flauw. Likketikke loufe mit der staupostau!"